|
|
Sanering og byfornyelse Under og efter anden verdenskrig talte byens politikere meget om nødvendigheden af at sanee og forny det kompakte og usunde boligbyggeri på Indre Nørrebro. Især kvarteret omkring Blågårds Plads, hvor forslumringen tog hastigt til. Omkring 1960 var Blågård-kvarteret beboet af godt 18.000 indbyggere, heraf 11.000 i usunde, brandfarlige baggårdshuse uden lys og luft. Området blev betragtet som landets dårligste boligkvarter og fik tilnavnet Sorte Firkant, som udtrykker en art social indignation. En hårdhændet sanering satte ind først i 1970'erne. Kommunen ryddede hele karreer for beboere og rev husene ned uden plan for, hvad der skulle bygges i stedet. I årevis lignede Blågård-området en udbombet bydel med masser af nøgne byggetomter og ubeboede kondemnerede ejendomme. Sidst i 1970'erne var indbyggertallet skrumpet til under 8.000.
Gang i nybyggeriet Mens Egon Weidekamp var hovedstadens socialdemokratiske bykonge og da hovedparten af Sorte Firkant var jævnet med jorden, blev i 1979 omsider vedtaget en helhedsplan for kvarteret omkring Blågårds Plads. Den såkaldte ti-punktsplan gav retningslinier for, hvorvidt en ejendom var moden til sanering eller værdig til bevarelse. Kommunens planløse nedrivning af hele boligblokke blev afløst af en mere sindig fremgangsmåde, der i højere grad søgte at inddrage boeboerne. Helhedsplanen satte også endeligt skub i det længe ventede nybyggeri omkring Blågårds Plads. Og op gennem 1980'erne blev Sorte Firkant forvandlet til den rød-grønne firkant, vi kender i dag, hvor KBIs præfabrikerede fire-etages elementbyggeri dominerer gade- og gård-billedet med rigelig lys, luft og grønt. 
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
© 2001-2011
A / B B L Å G Å R D S P L A D S 8 — 1 0
· N Ø R R E B R O ·
2 2 0 0 K B H N