Pladsens monumentale udsmykning er ikke bare pynt, men skabt til at klatre i og blive brugt.

Delte meninger
Stenværket var vældigt omstridt, da det blev til. Nogen kritiserede skulpturerne for at udtrykke en borgerlig-romantisk forestilling om, hva'for en kunst arbejderklassen virkelig havde brug for.

Andre mente, de sammenkrøbne figurers ansigter udtrykte håbløshed og underkastelse. I en periode havde Blågårds Plads sågar øgenavne som "Stenødet" og "Slavepladsen" blandt lokalfolk.

	Kai Nielsen pudsede figurerne færdig på stedet.   Foto fra 1916

Omvendt blev pladsens granit begejstret lovprist af kulturrevseren Poul Henningsen.
PH så udsmykningen som moderne skulpturs og arkitekturs ...

... foreløbig eneste storslaaede
og gennemførte Resultat paa
Byens Gader og Torve
Knap 100 år efter fungerer Blågårds Plads efter hensigten som et populært samlingssted hele året rundt.

Granitfigurerne har fået herlig patina efter års slitage og er væsentligste årsag til, at Blågårds Plads blev fredet i 1998.

I vore dage er byplanlæggere, kulturfolk, beboere og pladsbrugere enige:
For snart 100 år siden blev der på Blågårds Plads skabt et stykke funktionel kunst i byrummet, der er blivende og egnet som forbillede.

De fleste folk, der dagligt hører til Blågårds Plads, nærer et udtalt kærlighedsforhold til pladsen.

Plastik-facader
I dag bliver Blågårds Plads også skældt ud for at mangle arkitektonisk helhed. Omtrent den halve facadeflade er domineret af elementbyggeri fra 1980'erne.
Det er alment-socialt FSB boligbyggeri og offentlige faciliteter som kultur- og medborgerhus, bibliotek, sociale projekter og idrætshal.
Alt opført i præfabrikeret facadetegl og tydeligt præget af tekniske og rationelle hensyn mere end menneskelige, kulturhistoriske og æstetiske overvejelser.