Granit og brosten - og linie 3


Engang havde sporvognene to stoppesteder i Blågårdsgade. Dengang var gaden et livligt butiksstrøg.

Billedet er et nostalgisk tilbageblik til 1960'ernes strøghygge. Da linie 3 rullede i hovedgaden i Sorte Firkant med Blågårds Plads som midtpunkt.

Kvarteret hører blandt Københavns særegne og mest presseovervågede byområder. Især som følge af Blågård-kvarterets tradition for beboeraktivisme, levende græsrødder og subkulturer. Men også efter etnisk uro og akutte familieopgør i 1990'erne, som pressen elskede at slå stort op.

Hertil kommer en lang række aktioner først fra 70'ernes slumstormere, siden 80'ernes BZ'ere efterfulgt af de autonome, og endelig voldsomme anti-EU demonstrationer i bydelen i 90'erne, som pressen også har udbasuneret som særlig nørrebrosk.
Senest har unge autonome uden lokalt tilknytning benyttet pladsen som udgangspunkt for striber af demonstrationer.

Falsk billede
Det har skabt et noget misvisende opfattelse af Blågårds Plads som ballademageres og brostenskasteres magtområde. Kvarterets faste beboere ved, at de ivrigste stenkast mod ordensmagten og regulære gadekampe mod politiet er gjort af folk uden lokalt tilhørsforhold.
Men fordi det er sket, er Blågårds Plads og Indre Nørrebro offentligt stemplet som urostifternes primære domæne.

Lokalt ved vi dog bedre. I spøg har stedlige kræmmere overvejet at tilbyde brosten som Blågård-souvenir for nysgerrige turister, der kun kender området fra pressen.

Rå granitkvader
Brosten eller ej, Blågårds Plads handler faktisk meget om granit. Det ses først og fremmest af pladsens udsmykning, der er en samlet pladsskulptur bestående af et væld af kompakte granitprofiler skabt af billedhuggeren Kai Nielsen i 1913-15.

De 22 enkelt-figurer og figurgrupper står indlejret i en lav rektangulær pladskarm af råt tilhugget granitkvadre og forestiller aktive kropsarbejdere og deres børn.
Sammen indrammer skulpturer og granitbrystning pladsens centralt forsænkede del og er væsentligste årsag til, at Blågårds Plads i 1998 blev fredet.

Økologisk torvedag på Blågårds Plads - lørdage i sommertiden  - (foto 1997)

På en fredelig hverdag er det svært at forestille sig det kulturpolitiske hurlumhej, som pladsens udsmykning voldte i begyndelsen af forrige århundrede - dengang Blågårds Plads blev skabt.